print header
click logo 135x37
print icon
ClickTEMA

Test din egen bil på Nurburgring

Det mest nervepirrende ved at køre ind i et P-hus er som regel, om billetten vender korrekt i automaten. Resten kan godt blive lidt rutineagtigt.

Tekst og foto af: Holger Dalgaard

 

I de smukke Eiffelbjerge


En gæst ankommer til billetautomaten


Det mest nervepirrende ved at køre ind i et P-hus er som regel, om billetten vender korrekt i automaten. Resten kan godt blive lidt rutineagtigt.

Men dybt inde i de smukke Eiffelbjerge - der hvor husene ligner kukure og luften er frisk som en nyslået sølvmønt – står 3 automater, som kan få selv den mest tilbagelænede billethånd til at ryste som espeløv.

For når bommen går op, ligger 20,8 kilometer bjergrig Formel1 bane med mere end 77 sving under dig og din undervogns fødder.

Værsgo. Tryk på speederen, håb på det bedste og for Guds skyld – hold til højre. For uanset om du kører Polo eller Porsche – Ladvogn eller Lotus - så kommer de andre bagfra og de kommer stærkt. Stol på det.

CLICKtema er taget med Jakob Schultz - motorjournalist for Nyhedsavisen - på arbejde på Nurburgring i Tyskland. Vi skal teste et seriøst bud på en familiebil i den absolut hurtige ende. En Honda Civic Type R med motorkraft omkring de 250 hestekræfter.


Og vi er med på en klikker. Selv er jeg til lejligheden udstyret med en Canon 70-200 mm. EF zoomoptik med Image Stabilizer. Men mere om det senere

 

En lang bane med en lang historie

Nürburgring er en racerbane med lang historie. Bygget i 1927 og faktisk ikke én men to baner – Nordschleife og Südschleife. I Formel 1 historien er Nordschleife lidt af en legende.

Tidligere kendt som verdens sværeste bane, hvor en god kører kunne kompensere for en dårlig bil. Jackie Stewart gav banen kælenavnet ”Det Grønne Helvede” – og det var da også Niki Lauda´s alvorlige ulykke i 1976, der var årsagen til, at Nordschleife endeligt blev taget ud af Formel 1 programmet.  

I dag er Südschleife – nu ombygget til GP Strecke – dog tilbage i det tyske Formel 1 Grand Prix sammen med Hockenheim-banen.

20,8 km. bjergrig Formel 1 - med et slot i midten


Og vi andre kan så give den gas på Nordschleife. Bogstaveligt talt.

 

Bockwurst med benzin og ketchup

For hver søndag fra kl. 8.00 – 19.00 mødes et broget udpluk af Europas folkeslag her. To ting har de dog til fælles – blodet har et højt oktanindhold – og langt de fleste er MÆND.

 

Put 20 Euro i maskinen og kør frem til bommen. Mere skal der ikke til for at dele asfalt med de gamle Formel 1 helte og en blandet samling af alt med motor.

Polo, Golf, Dodge, Lotus, Porsche, Honda, turistbusser, et par kassevogne og masser af motorcykler. I en skøn forvirring. Og som det sig hør og bør – det hele krydret med bockwurst og pommes.

 

Der er testpiloter med tjek på dæktrykket, motorcyklister med hang til TT,  familier med 3. generation på bagsædet – og håbefulde amatører som mig selv. Vist en ret gennemsnitlig bilist. Ingen klip i kørekortet  - men altid med et lille sug i maven over lyden af ”rigtig motor”.

 

 

Svedige håndflader

Bommen går op – og lynhurtigt får håndstillingen ”10 minutter i 2” – som kørerlæreren tampede løs – pludselig mening efter alle disse år.

Første sving. Kort nedbremsning. Og husk at geare ned. Giv altid gas inde i svinget. NU! Bilen skal selv trække ud – ellers forsvinder den under dig.

 

Og så… 600 HK trykkes af i et stort, kompakt brøl en meter fra min venstre arm. En Dodge Viper kom forbi…

 

 

Håndfladerne bliver svedige på læderrattet og adrenalinniveauet stiger med samme eksplosive kraft, som tanken tømmes for den blyfri. Det her er simpelthen for VILDT.

 

Bakke op, bakke ned. Sving ind, sving ud. Igen og igen. Og gang på gang – en rå og upoleret Porchelyd hyler forbi sidevinduet efterfulgt af en hale af motorcykler, som kører mere på siden end på toppen af dækket.


Nå. Videre.

Fuld koncentration. Hele tiden. Brems. Gas. Se. Hør.  Samarbejde mellem 3. og 4. gear omkring de 7.000 omdrejninger. Vores bil er i hopla. Vi forstår vist hinanden. Honda’en og mig. Det høres tydeligt.


Og så de sidste 10 km.


Undervognen suger sig til asfalten ind og ud af det sidste sving. Og så MÅ pedalen altså helt i bund på den sidste langside.

Vi rammer lige de 205 km/t inden pit-stop og verdens vildeste rutchebanetur er forbi for denne gang.  Mine kørekundskaber har været til terminsprøve.

Jeg tror jeg bestod – men karakteren vil jeg ikke høre. En ting er dog sikkert. Begrebet Søndagskørsel er ikke, hvad det har været.

 

Optikken når det skal gå stærkt...

Den næste runde er jeg mere på hjemmebane. Som passager med et godt greb om min Canon 70-200 mm og benene presset tungt i mod instrumentbrættet, retter jeg optikken mod banen.

Her giver Image Stabilizer systemet for alvor mening. Et let tryk på udløseren og gyro-teknologien retter ligesom verden op igen. Canons IS teknologi er beregnet til, at stabilisere optagelsen når der ikke kan bruges et stativ. Og det kan man altså ikke lige her.


Teknisk set bliver rystelser registreret af såkaldte gyrosensorer, som skal informere en lille motor om, at modvirke rystelserne. Avanceret teknologi hvis effekt viser sig netop her. Gode, skarpe billeder under disse ekstreme forhold.

 

Tilbage i pitten kører vi ud til et af de gode udsigtssteder langs banen, hvor den gode zoom med IS endnu engang kommer til sin ret.

 

...og det GÅR stærkt

Og at det går stærkt oplever man for alvor lige her. Faktisk flyver hver anden bil kort over den lille bakketop udfor os.


Og vi oplever også, at Nordschleife er en rutschebane uden nødbremse. En Porsche kommer lidt forkert ind i et sving – og chaufføren mister kontrollen over sit baghjulstrukne køretøj.

Efter en svingtur rundt på banen, banker den dyre vogn ind i autoværnet – og to noget fortumlede fyre stiger ud og klør sig i nakken. Hvad skete der lige her?


Heldigvis ikke noget alvorligt – udover en reparation sikkert på den forkerte side af 75.000 kr. Sådan kan det også gå en søndag eftermiddag på Nurburgrings  Nordschleife.

 

CLICKtema pakker kameratasken – og triller nordpå igen. Vi har fået bekræftet både Honda'en og Canon’s Image Stabilizer system.

Bestil fotobøger
fra Click.
Markedets bedste
kvalitet.

Bestil bøger

Bestil fotobøger fra Click. Markedets bedste kvalitet.
Lej et Canon eller Nikon
objektiv. Vi har et bredt
udlejnings sortiment.

Lej et objektiv

Lej et Canon eller Nikon objektiv. Vi har et bredt udlejnings sortiment.
Med Clicks populære 
fotobøger er du godt 
rustet til at fotografere 
ethvert motiv.
Se udvalget her.

Click's bogserie

Med Clicks populære fotobøger er du godt rustet til at fotografere ethvert motiv. Se udvalget her.
Bestil billeder eller
funprodukter hos Click.
Vi har et bredt udvalg,
og leverer en høj kvalitet.

Bestil print

Bestil billeder eller funprodukter hos Click. Vi har et bredt udvalg, og leverer en høj kvalitet.
Få adgang til vores store 
leksikon omkring
fotografering og fotoudstyr.

Fotoskole

Få adgang til vores store leksikon omkring fotografering og fotoudstyr.
Får du fremkaldt billeder
løbende? Køb et klippekort
og spar mange penge!

Klippekort

Får du fremkaldt billeder løbende? Køb et klippekort og spar mange penge!
Tekst og billeder i dette dokument er hentet fra Clicks fotoskole på www.click.dk. Alt indhold er Copyright Click 2014.