print header
click logo 135x37
print icon
ClickTEMA

Fra styrehus til kamerahus

"Når jeg sidder ude Rønnerne og følger fuglene i teleobjektivet på mit Canon spejlrefleks, er det som at gå på jagt igen. Bare endnu bedre. Nu ser byttet og jeg jo nærmest hinanden i øjnene.”

Skrevet af: Holger Dalgaard


CLICKtema møder tidligere fisker og jæger – og nu Læsø-fotograf Klaus Munk i smukke omgivelser på Rønnergården. Her bor og arbejder han midt i den særprægede og storslåede natur, der altid har været en stor del af hans liv - og efterhånden også er hans levevej.

Vi mødte Klaus’s fotografier første gang på Magrethe Læsø - færgen som også fungerer som udstillingsvæg for øens kunstforening. Udstillerne er både amatører og professionelle – og fotos af naturen på Læsø er ikke sjældne.

Men Klaus´ stribe tiltrak på sin helt egen måde. Lyset var præcist og gavmildt – og tilskueren blev trukket med helt ud i den frostkolde morgen eller under den tunge måne. Vi måtte bare høre historien bag kameraet.

 

Naturparken som øen ikke ville have


Morgenstemning

 

For dem, som endnu ikke har haft duften af Læsø i næsen lige en kort smagsprøve.

Øen er den største i Kattegat – og en sand tour-de-force i, hvad dansk natur har at byde på. Rønnernes vadehav mod syd, Danzigmann´s høje klitter mod øst og Plantagens skove og heder på midten.

For naturelskeren med smag for fotolivet giver lyset, dyrene, planterne nye udfordringer på hver eneste vandretur.

 

Læsø’s natur er faktisk så unik at øen for et par år siden blev udset som dansk nationalpark. Men efter en folkeafstemning blandt de fastboende faldt forslaget dog til jorden.

Læsø og fiskeri har altid været tæt forbundne. I hvert fald indtil de senere år, hvor også det meste af Læsø’s fiskeri langsomt har måttet give op overfor voldsomme reduktioner og forandringer.

Helt tydeligt er det i havnebyen Vesterø, hvor lystbådene i dag har overtaget kutternes store bassin. Hverken Læsø eller Klaus Munk lever længere af fiskeriet.

Så vi fik historien om, hvordan styrehus blev til kamerahus på en lun og lys sommeraften.

 

Jeg bor på Læsø – sådan er det


Ridetur på Hornfiskerøn

 

Født på Læsø i 1960, student i 1979, til havs i 1981 og egen kutter i 1988. Klaus ville blive på Læsø – og fiskeriet var vejen. I begyndelsen var det sjovt – og gav gode penge. Men efterhånden blev dagene grå og triste.


”Det var ligesom at være ansat – bare uden fast løn.” siger Klaus. ”Du bestemte ikke ret meget selv og kvoterne betød, at hvis kutteren var på værft kunne det forsømte ikke lige tjenes ind bagefter. Men regningerne kom jo alligevel”
Det blev for surt og i 2004 gik Klaus endelig i land – men stadig på Læsø. Han har aldrig overvejet at flytte fra øen. ”Jeg er Læsøbo – og bliver ved med at være det” siger han.


Men en anden levevej skulle jo findes. Allerede i drengeårene var Klaus alkymisten, der tryllede sine egne billeder frem i mørkekammeret.
Så i dag driver Klaus Læsø´s grafiske bureau Grafiks. Brochurer, foldere – og fotografering - giver nu smør på brødet. Og i sommerens travle uger er han også en del af Rønnergårdens team, der sender feriegæster ud over Rønnernes vilde vover på ryggen af den store flok islandske heste.


Klaus digitale karriere startede med et videokamera, som også tog enkeltbilleder. Han blev begejstret over, at trække billedet ind i computeren. Siden har han været solgt.
”Tidligere var processen alt for lang. Og alt for dyr. I dag er det jo heldigvis anderledes. Nu er det som det bør være. Tag alle de billeder du orker – gå hjem og vælg de bedste ud og smid resten ud.”

 

Man kan ikke købe sig til et godt billede

Man kan ikke købe sig til et godt billede.Men naturbilleder bliver det ikke til mange af om sommeren. ”Der er ikke plads” siger han med et skævt smil. Den gamle fisker fornægter sig ikke.

 Men når øen igen finder hvile – efterår, vinter og forår – slår han til. Klaus holder mest af de enkle motiver. Derfor helst på Rønnerne, hvor himmel, hav og land mødes i en lang, lige streg. ”Herude bliver en sten eller et træ jo en skulptur i sig selv.”

 ”Jeg elsker mit Nikon Coolpix kamera. Ikke fordi – jeg holder også rigtigt meget af mit Canon spejlrefleks – og tager jeg fugle er telelinsen selvfølgelig et ”must”. Men det andet ”ser” ligesom på samme måde, som jeg selv gør.”

 Klaus er ikke typen, der går vildt op i teknologi. ”Man kan ikke købe sig til et godt billede. Det skal komme indefra” mener han. Han bruger ikke mange ord til at gøre opmærksom på sig selv. Det lader han billederne om.

Men der er nu ingen tvivl om, at der er godt styr på værktøjer og teknik. Både i kameraet, i computeren og til sidst i Canon printeren, som Klaus selv printer sine billeder med.

 

At kunne holde sig selv beskæftiget


På Læsø har man tid. God tid

 

”Det er vigtigt at kunne holde sig selv beskæftiget for at kunne bo her.” siger Klaus, der blandt andet bruger tiden til at forberede sine billeder grundigt.

Til billederne hører tit også en lille historie. Kommer han tilfældigt forbi et sjovt træ, stopper han op og tager et billede. Lyset er måske kedeligt – det ved han godt - men motivet er smukt. Og sådan husker han, at træet står derude. Så gælder det bare om at vente. Vente på den rette dag.

 Ligesom jægeren der ofte kommer tomhændet hjem fra skoven. Men så en dag !!

 For at få de rigtige skud, følger han opmærksomt med i naturens eget åndedræt. Uden for vinduerne – og i almanakkerne. Tidevandstabeller, månefaser, solhøjde og selvfølgelig vejrudsigten fortæller Klaus om han skal gå mod øst eller vest. ”Det har jeg lært som gammel fisker” siger skipperen.

 

Er dine billeder manipulerede?

Mange spørger Klaus, om han manipulerer sine billeder. ”Hvad synes du selv” plejer han at svare. ”Måske har jeg lagt en blænde til – måske har jeg trukket en fra. Er det at manipulere?” Han har ikke selv det endelige svar – men funderer tit over det.

”Et godt billede er jo den historie man selv har lyst til at fortælle. Og kan man selv lide historien, er der også stor chance for at andre kan.”

Og mange kan lide Klaus’ historier. Efter sin udstilling på færgen har han fået mange henvendelser - også fra fastlandet. Sidst har et stort københavnsk bureau brugt flere af hans billeder til et tema om ”Lys” bestilt af en kunde med lyssætning som speciale.

Og hans næste projekt er en bog om Læsø´s natur og mennesker.

”Det der med mennesker er ikke det nemmeste for mig. Jeg er nok lidt for blufærdig. At skulle tage billeder af sine gamle fiskerkolleger er altså lidt af en udfordring.”

”Kunne du ikke se mig med kameraet foran en flok brede fiskere på kajen i Vesterø. De ville da tro jeg var blevet helt tosset. Men jeg skal nu nok få dem” smiler Klaus.

 

Og hvad så med Læsø?


 

I 25 år blomstrede fiskeriet på Læsø. Velstanden steg på øen, hvor kårene i generationer havde været meget små. Nu står øen overfor sin næste opblomstring. Turisterne har fået øje på herlighederne – og rejser gerne langt for dem.

Går udviklingen for stærkt kan omkostningerne hurtigt blive store. Men det har gode og stærke kræfter på øen heldigvis øje for.

”Det er en vanskelig balancegang. Vi skal alle have noget at leve af – men vi vil ikke leve i et tivoli, som står tomt 10 måneder om året. Det er hele øens dilemma. Og så vil vi meget gerne have lov til at bestemme selv.” siger Klaus. Det nordjyske fornægter sig ikke.

Klaus mener, at ikke alle oplevelser i naturen skal være planlagte med foldere og guide. ”Der skal være noget tilbage til overraskelserne. Man skal stadig kunne gå på oplevelse på egen hånd – og ikke vide hvad man kommer hjem med.”

Og med kamera på Læsø ved man da heldigvis stadig ikke helt hvad man kommer hjem med. Udover en oplevelse i særklasse.

Vi drikker den sidste mundfuld øl i tusmørket, siger farvel til Klaus – og går ud i den smukke aften.

Se mere om Klaus Munk på www.grafiks.dk




Bestil fotobøger
fra Click.
Markedets bedste
kvalitet.

Bestil bøger

Bestil fotobøger fra Click. Markedets bedste kvalitet.
Lej et Canon eller Nikon
objektiv. Vi har et bredt
udlejnings sortiment.

Lej et objektiv

Lej et Canon eller Nikon objektiv. Vi har et bredt udlejnings sortiment.
Med Clicks populære 
fotobøger er du godt 
rustet til at fotografere 
ethvert motiv.
Se udvalget her.

Click's bogserie

Med Clicks populære fotobøger er du godt rustet til at fotografere ethvert motiv. Se udvalget her.
Bestil billeder eller
funprodukter hos Click.
Vi har et bredt udvalg,
og leverer en høj kvalitet.

Bestil print

Bestil billeder eller funprodukter hos Click. Vi har et bredt udvalg, og leverer en høj kvalitet.
Få adgang til vores store 
leksikon omkring
fotografering og fotoudstyr.

Fotoskole

Få adgang til vores store leksikon omkring fotografering og fotoudstyr.
Få digitaliseret dine gamle
fotoalbums, lysbilleder,
videobånd og smalfilm.

Digitalisering

Få digitaliseret dine gamle fotoalbums, lysbilleder, videobånd og smalfilm.
Får du fremkaldt billeder
løbende? Køb et klippekort
og spar mange penge!

Klippekort

Får du fremkaldt billeder løbende? Køb et klippekort og spar mange penge!
Vi kender reglerne og sikrer
at kvaliteten er i orden
på dit nye
pasfoto.

Pasfoto

Vi kender reglerne og sikrer at kvaliteten er i orden på dit nye pasfoto.
Tekst og billeder i dette dokument er hentet fra Clicks fotoskole på www.click.dk. Alt indhold er Copyright Click 2014.